Generalforsamlingen afholdtes i år lørdag den 11. juni 2022 kl. 14:30 hos Birgit og Jens Mønster, Serup Tinghøjvej 49, 8632 Lemming
28 medlemmer deltog i generalforsamlingen
Dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Formandens beretning.
- Aflæggelse af regnskab
- Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent for alle tre typer medlemskaber.
- Valg til bestyrelsen. På valg er Birgit Mønster og Vinni Bak Kristiansen. Birgit Mønster er villig til genvalg
- Valg af suppleanter til bestyrelsen – vores nuværende suppleanter John W. Pedersen og Torkil Høft er begge villige til genvalg
- Valg af revisor. På valg er Jens Mønster – som er villig til genvalg
- Bemyndigelse til bestyrelsen til at antage en registreret eller statsautoriseret revisor, som ekstern revisor, såfremt dette måtte vurderes hensigtsmæssigt, og den generalforsamlingsvalgte revisor ikke er registreret eller statsautoriseret.
- Behandling af indkomne forslag.
- Eventuelt
Referat:
1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Jens Mønster. Jens blev valgt enstemmigt. Dirigenten konstaterede, at Generalforsamlingen var indkaldt i henhold til vedtægterne og dermed lovlig.
2. Formandens beretning.
Poul Hasager fremlagde beretningen for foreningens virke, Beretning er vedlagt efterfølgende.
Et medlem spurgte til størrelsen af projektet fod-sti som på grund af CISU’s afslag nu ikke kunne blive til noget.
Bo Kristiansen fortalte, at der til de mest alvorlige passager skal bruges et beløb på knap kr. 600.000 og skulle hele projektet, og ikke kun det mest alvorlige, forbedres så er der tale om kr 1.600.000.
3. Aflæggelse af regnskab
Bo Kristiansen fremlagde årsregnskabet for 2021 inkl. noter til regnskabet, som bestyrelsen godkendte inden mødet. Der var ingen kommentarer fra de fremmødte.
Hovedtal vil som tidligere blive tilgængelige på foreningens hjemmeside.
Kort kan det beskrives således:
Indtægter i alt kr. 233.787
Udgifter i alt kr. 180.225
Hensat til næste år kr. 54.590
Underskud kr. – 1.028
Der blev herefter gået direkte til punkt 9.
9. Behandling af indkomne forslag
Dirigenten anmodede om at punkt 9 blev behandlet nu, da det har indvirkning på punkt 4, godkendelse af Budget og Kontingent.
Bo Kristiansen gennemgik forslaget fra bestyrelsen om at ændre vedtægterne, for at muliggøre oprettelse af nye medlemstyper. Generalforsamlingen besluttede enstemmigt at vedtage bestyrelsens forslag.
4. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent for alle typer medlemskaber
Bo Kristiansen gennemgik dette punkt. Kontingentet har været uændret i 8 år, men ønskes nu forhøjet. Årsagen til dette er, at udgifterne i Tanzania de seneste år er steget meget.
At udgifterne i Tanzania er steget meget skyldes både valutakursudvikling, Corona og nu senest krigen i Ukraine, der også påvirker mad- og olie/benzinpriserne i Tanzania.
Bo gennemgik budgettet som det ser ud for 2022, med den mindre stigning indregnet.
Budgettet blev godkendt med følgende ændringer til det årlige kontingent:
Nyt 2022 | 2021 | |
Kr. | Kr. | |
Personligt medlemskab | 300 | 250 |
Familie medlemskab | 550 | 400 |
Medlemskab for Virksomheder (Firma medlemskab) | 2.500 | 2.000 |
Sponsormedlem Bronze – inkl. Sponsorpakke | 5.000 | |
Sponsormedlem Sølv – inkl..- Sponsorpakke | 7.500 | |
Sponsormedlem Guld – inkl. Sponsorpakke | 10.000 |
5. Valg til bestyrelsen
På valg er Birgit Mønster og Vinni Bak Kristiansen. Birgit Mønster er villig til genvalg
Poul Hasager fortalte at Vinni B Kristiansen og Birgit Mønster er på valg. Birgit Mønster er villig til genvalg, og med henvisning til beretningen hvor Poul takkede Vinni for sin indsats for foreningen, ønsker Vinni ikke genvalg.
Bestyrelsen foreslog genvalg af Birgit som nyt bestyrelsesmedlem, samt Annette Vinther Heydenreich til valg til bestyrelsen. Bo Kristiansen præsenterede kort lidt info omkring Annette. Begge blev enstemmigt valgt til bestyrelsen med applaus.
6. Valg af suppleanter til bestyrelsen
Vores nuværende suppleanter John W. Pedersen og Torkil Høft er begge villige til genvalg.
Bestyrelsen foreslog genvalg og begge blev valgt med applaus.
7. Valg af revisor.
På valg er Jens Mønster, som er villig til genvalg. Bestyrelsen foreslog genvalg og Jens blev valgt med applaus.
8. Bemyndigelse til bestyrelsen til at antage en registreret eller statsautoriseret revisor, som ekstern revisor, såfremt dette måtte vurderes hensigtsmæssigt, og den generalforsamlingsvalgte revisor ikke er registreret eller statsautoriseret.
De seneste år har bestyrelsen set det hensigtsmæssigt at antage en statsautoriseret revisor. Ved ønske om fremtidig støtte til projekter fra f.eks. CISU er det et krav, at dette er tilfældet. Bestyrelsen indstillede således til, at de kan antage en ekstern revisor, såfremt dette er nødvendigt. Generalforsamlingen godkendte dette.
10. Evt.
Medlems besøgsrejse
Bo Kristiansen gennemgik oplæg til vores næste besøgsrejse.
Vi håber at kunne tilbyde en rejse til september 2023 eller alternativ jan./feb. 2024.
Det er først nu efter Corona, at vi kan begynde at planlægge og så er jan./feb. 2023 ikke længere en mulighed. Vi tror også på, at september er en god periode, da der normalt er godt vejr. De sidste par år har vejret i jan./feb. ikke helt opført sig, som vi tidligere har været vant til.
Næste medlemsrejse vil blive planlagt lidt ligesom den sidste rejse i 2020. Den vil bestå af 4 komponenter:
- Kort besøg på TCDC – Mellemfolkeligt Samvirkes Kursuscenter, hvor Bo i sin tid var chef.
- En Safari del – Der denne gang vil hvis muligt blive kombineret med et besøg hos Hadzabe folket nogle Bushmænd, der lever ved Lake Eyasi.
- Selvfølgelig det vigtigste besøg i Engaresero, Lake Natron – Hvor vi skal besøge Maasaierne og opleve og se på de aktiviteter som vi støtter både Vandprojekter, Skoleuddannelse, Engelskundervisning m.m., samt opleve hvordan Maasaierne lever i dag.
- Som afslutning et besøg ved kysten – Det Indiske Ocean enten på Zanzibar, på Pemba Island eller tæt ved Dar Es Salaam – Her er der dømt badeferie under palmerne, hvor alle oplevelserne på turen kan få lov at sætte sig. Hvis det bliver Zanzibar og der er gengangere med på turen fra sidste tur, så vil der ikke blive overnatning i Stone Town – Den gamle Swahili by som i sin tid var hovedstad i det gamle Oman Rige. De som er nye vil på en dagstur besøge Stone Town.
Bo fortalte, at dette er den plan der arbejdes på p.t. Rejsen kan dog ikke garanteres på nuværende tidspunkt før vi har alle aftaler på plads.
Herefter blev der tid til spørgsmål. Der blev bl.a. spurgt ind til, hvor mange der vil kunne deltage og prisen for rejsen.
Bo Kristiansen oplyste, at den prisen for sidste rejse var ca. kr. 26.000 for personer i et dobbeltrum og ca. kr. 29.000 for en person i enkeltværelse. Beløbet dækker næsten alt undtagen drikkevarer. Beløbet for næste tur kan ikke på nuværende tidspunkt oplyses.
Antal deltagere forventes at blive max.30 personer. På sidste rejse deltog 29 personer.
Vedr. Winther Vin
Jørgen Vinther Andersen kunne oplyse, at han havde nogle flasker sommervin med til generalforsamlingen. Han havde også en god nyhed omkring et tilbud til foreningens medlemmer.
Ved køb af vin hos Vinther Vin vil de give foreningen et tilskud på 15% af beløbet. Dette opnås ved at skrive LakeNatron i rabatfeltet ved køb. Se tilbud fra Winther Vin efterfølgende.
Samarbejdsaftale / Donation til foreningen
Gennem et af vore medlemmer har vi indgået en samarbejdsaftale med Winther Vin.
Winther Vin giver en donation til foreningen på 15% af det beløb de sælger, hvis LakeNatron er anført som Rabatkode.
Hvis man køber vin hos firmaet, indbetaler de en donation til os på 15% af beløbet.
Vinen sendes fragtfri, hvis man køber for mere end kr 1.000.
Hos Winther Vin behøver man ikke at købe min. 6 fl. af en vin. I stedet for at tvinge kunderne til at købe 6 flasker af den samme vin, kan man selv samle en kasse vin med lige præcis de flasker, man ønsker. Se her under Smagskasser.
Køb vin gennem Winther Vin og opgiv LakeNatron som Rabat kode, og vær med til at donere penge til Lake Natron Maasai support. Link til Winther Vin: https://winthervin.dk/
Dirigent Jens Mønster afsluttede mødet og takkede for stor opbakning.
For Referat: Vinni B. Kristiansen
Konstituering:
Efter Generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig som følger:
- Formand: Poul Hasager
- Næstformand: Birgit Mønster
Formandens Beretning på Generalforsamlingen den 11. juni 2022
Jeg vil i min beretning forsøge at give en status over det der er sket i 2021 og i også lidt om starten på 2022 – den økonomiske side af sagen vil blive belyst under regnskabsaflæggelsen.
Året 2021 står ligesom 2020 lidt i Corona tegn. Vi kunne bl.a. ikke gennemføre vores årlige besøgsrejse i januar/februar.
Medlems status:
Ultimo 2016 | Ultimo 2017 | Ultimo 2018 | Ultimo 2019 | Ultimo 2020 | Ultimo 2021 | I dag 11/6 2022 | |
Familie medlemskaber | 42 | 52 | 60 | 70 | 74 | 92 | 94 |
Personlige Medlemskaber | 13 | 12 | 14 | 18 | 18 | 23 | 24 |
Firma medlemskaber | 3 | 2 | 3 | 1 | 2 | 3 | 3 |
Total | 58 | 66 | 77 | 89 | 94 | 118 | 121 |
Medlemstallet har i hele foreningens levetid siden stiftelse i 2015 været støt stigende
Jo flere medlemmer vi er, jo mere kan vi støtte maasaierne, så selvfølgelig ønsker vi i bestyrelsen at få flere medlemmer, og det skal være medlemmer, der går ind for at støtte foreningen og det vi står for – på den anden side har vi også altid lagt vægt på, at vi ikke vil presse folk, der måske ikke ønsker at blive medlem.
Foreningens hovedaktiviteter i 2020/21 har været
- Skoleuddannelse – Sponsorater samt uddannelse betalt af foreningen
- Sponserede Projekter
- Engelsk Undervisning
- Vandprojekt
- Støtte til Lyang’iry Klanen
- Medlemsrejse til Tanzania 2023/2024
- Planlægning af nyt projekt
- Projekt motorcykel
Skoleuddannelse (Sponsorater)
De sidste par år har vi aktivt fortalt om skolesponsorater gennem foreningen – hvor et medlem tegner sig for et helt eller et delsponsorat- hvor alle pengene fra sponsoratet går 100% til dette barn uden administrationsomkostninger. Vi er meget stolte af at ligesom med medlemstallet så har tallet af børn sponseret af medlemmer og så stille og roligt steget gennem årene-
Vi har således i dag 18 børn der er sponseret af medlemmer af foreningen.
Skoleuddannelse (dækket af foreningen uden sponsorater):
Udover de børn der er dækket af et skolesponsorat (betalt af medlemmer), så støtter foreningen af de frie midler også en del børn. det gælder primært børn i Primary School (folkeskolen). Børn i Pre-Primary (Børnehaveklasse) samt unge på korte uddannelser. I dag er der 13 børn der modtager hjælp til der skolegang betalt af foreningens frie midler.
Børnene som foreningen nu gennem flere år har sponseret, har klaret sig rigtig godt, denne succes betyder at de lidt mod forventning har kvalificeret sig til næste niveau, når de f.eks har afsluttet en uddannelse – ”folkeskolen” (primary school) har de fået nok point til at kunne forsætte i Secondary School og børn der gik i Secondary School har opnået nok point til at fortsætte på College.
Det er selvfølgeligt meget positivt, men for hvert trin op på uddannelsesstigen betyder det øgede omkostninger, der skal findes i foreningens frie midler.
Udover de øgede omkostninger på grund af vores succes, så har også først Corona, samt valutakursudviklingen og nu også Ukraine krigen betydet store stigninger i Tanzania både til skolepenge på boardingskolerne på grunds af at udgifter til mad er steget samt også stigninger til det tilbehør som de studerende har brug for.
Vi ser os derfor nødsaget til forsøge at øge vores frie midler, derfor vil vi foreslå en mindre stigning i kontingentet samt også foreslå nogle nye medlemstyper – herom nærmere senere i min beretning samt under punkt 4 Godkendelse af Budget, herunder fastsættelse af Kontingent samt under punkt 9 Behandling af indkomne forslag.
Samlet antal børn der pt. modtager hjælp gennem foreningen
Vi har i dag 31 børn der pt. modtaget hjælp til deres uddannelse
Tak til Elias og Mathias for hjælp til Skolebørnene
Vi skal også for arbejdet det seneste år takke både Elias Ndurway og Mathias Ngurumwa for deres store hjælp med styre alle vore 31 sponsorbørn. Uden deres hjælp ville det ikke være muligt at sidde i Danmark og hjælpe alle disse børn.
Projekter:
Engelsk undervisning
Engelskprojektet der har løbet siden 2017 er stadig en succes. Det startede med 12 elever hvor de fleste kom fra Elias Boma og tre var udvalgt af skolen som lægger lokaler til.
I dag er det næsten omvendt, de fleste fra Bomaen er kommet videre og nye elever tiltrådt er alle valgt af skolen sammen med Mathias og Beatrice som står for undervisningen. I 2020 blev antallet øget til 20 børn så der er to niveauer hver med 10 elever, det ene får undervisning mandag og onsdag og det andet tirsdag og torsdag.
Projektet er stadig en succes bl.a. således ligger alle eleverne i toppen i deres respektive klasse, når vi taler om Engelsk.
Reparation af Vandprojekt
Også i 2021 har foreningen assisteret med hjælp til at sikre vandforsyningen i bomaen. Der er blevet foretaget nogle nødvendige reparationer på grund af problemer efter kraftige regnfald samt også nogle reparationer, der skyldes slitage og alder. Disse reparationer har sikret, at de stadig har rent og frisk drikkevand.
Støtte til Liyang’iry klanen
Vi har også det seneste år støtte klanen og Ndurway familien. Corona nedlukningen i 2020 og 2021 betød jo et kæmpe fald i turister, som er af meget stor betydning for det lille lokalområde, og det kæmper de stadig med. På sidste års generalforsamling orienterede vi om den støtte til majs, vi sendte derned da det stod værst til.
Derudover har vi støttet klanen og familien primært med hjælp når der var nogen syge. Denne hjælp er gået både til at sende dem på sygehus i Mto wa Mbu, i Karatu og i enkelte tilfælde i Arusha samt den medicinske behandling. I Tanzania betaler man kontant for at besøge læger og være på sygehus.
Under vores besøgsrejse i år blev vi kontaktet, da vi var i Arusha. Mary der er enlig mor og datter af Elias broder Christopher var alvorlig syg. Vi rådede dem til at sende hende på hospital i Mto wa Mbu ca. 120 km fra landsbyen. Her kunne de kun konstatere, at hun var rigtig syg og rådede derfor til overflytning til et større og bedre hospital i Karatu. Det sagde vi ja til at betale for og kort efter ankomst til Karatu Hospital blev Mary opereret for en graviditet udenfor livmoderen – og det var i sidste øjeblik fik de fortalt.
Vi oplevede på vores besøgsrejse at Mary kom tilbage til landsbyen fra hospitalet, da vi var på besøg deroppe, samt at hun i løbet af vores besøg fik det meget bedre. Man kan ikke lade være med at tænke, havde vi ikke insisteret og betalt, så havde Mary ikke klaret den.
Også under besøgsrejsen i år fik vi en anmodning fra konerne til de 3 brødre (Elias, Yona og Christoffer) om et lån af foreningen til at købe mel, sukker, the osv. Disse varer skulle købes i Mto wa Mbu (120 km syd for landsbyen), hvor fødevarerne er lidt billigere end i Engaresero, og så sælges til en højere pris i landsbyen. Gode råd var dyre, for efter lidt snak om, hvordan de ville gribe det an, viste det sig, at de ikke havde det fjerneste begreb om handel, og om hvordan de skulle betale lånet tilbage.
Vi besluttede at de 6 store kufferter fyldt med tøj og sko som vi havde med på besøgsrejsen til maasaiernes skulle gives til de 3 fruer i fællesskab. De skulle så hver især sælge det lidt af gangen på det lokale marked hver torsdag, og pengene skulle lægges i en kasse, som Elias skulle være kassemester for. Han skulle også styre fordelingen af tøjet, der skulle sælges, så alt gik retfærdigt til. Når markedet var mættet, og de mente, at nu kunne de ikke sælge mere, skulle pengene tælles op af Elias og Mathias og fordeles mellem de 3 fruer. På den måde ville de få en startkapital til deres business uden at stifte gæld. Alle syntes at det var en glimrende ide, og vi kunne drage et lettelsens suk. Det resterende tøj kunne de fordele mellem sig, og gøre med hvad de havde lyst til. Vi har ikke en nøjagtig status på projektet, men den skal I nok få gennem nyhedsbrevene.
Medlemsrejse til Tanzania i 2023 / 2024
En opfølgning til succesrejsen i 2020 har der været talt om flere gange, vi har til dato på grund af Corona situationen ikke ment at situation er stabil nok til vi tør løbe chancen. Så der er ikke taget beslutning om rejse tidspunkt endnu.
Bo vil under Evt. fortælle lidt om næste rejse og om det bliver 2023 eller 2024 – ja, det må vi se.
Planlægning af nye projekter
Vi har i 2021 og også her i foråret 2022 arbejdet meget med at planlægge vores forventede næste større projekt.
Foot-Path Projektet
Bo havde på en kort besøgsrejse i december 2021 I forbindelse med Young Boys Academy, Tanzanias køb af jord til akademiet også møder med et ingeniørfirma fra Dar es Salaam som skulle hjælpe os med projektet.
Bo rejste så i forvejen inden besøgsrejsen for at arbejde videre med projektet bl.a. skulle han sammen med en ingeniør på site-visit for at klassificere og opmåle de passager, det var meget kritiske og trængte til reparation.
Men som fortalt i seneste nyhedsbrev, så bliver projektet i første omgang ikke til noget.
Da vi var hjemme efter besøgsrejsen, så blev projektet beskrevet i detaljer og detaljeret budget udarbejdet i samarbejde med ingeniørfirmaet fra Tanzania.
På denne baggrund søgte vi nu CISU i Danmark for at anmode om DANIDA støtte til projektet.
Vi bestilte et rådgivningsmøde hos CISU med det formål at finde ud, af hvilken af de puljer CISU administrerer for DANIDA vi kunne søge midler til projektet. Til dette møde havde vi lavet en beskrivelse af ansøgningen fra Tanzania samt forslag til projekt, som blev sendt til CISU inden mødet.
På baggrund af denne beskrivelse kontaktede CISU os og fortalte, at vores projektforslag var fantastisk, men det kunne ikke finde finansiering under Civilsamfunds puljerne, da der er tale om et teknisk vejprojekt. Hvis CISU skal finansiere, så skal der næsten udelukkende være tale om kapacitetsudbygning af civilsamfundet eller lokale NGO’er, og det passede ikke med vore projekt.
CISU lovede at undersøge andre muligheder, men det førte desværre ikke til noget.
Så nu må vi i gang med at søge private fonde, hvis landsbyen skal have repareret deres foot-path
Projekt Motorcykel
Vi bevilgede i 2019 et Income Generation lån til køb af en motorcykel (PikiPiki) til Daniel Loserian Laizer. Daniel skulle anvende motorcyklen til lokal taxikørsel og derved tjene penge, således at han kunne blive selvstændig erhvervsdrivende og tilbagebetale lånet. Det lykkedes i 2020 Daniel at tilbagebetale hele lånet og endda før tid.
I 2021 blev Daniel gift med Christina som er datter af Elias og de fik i slutningen af 2021 datteren Dorcas. Byrådet stillede en grund til rådighed, men de havde ingen penge at bygge for, så Daniel solgte motorcyklen, som han sagde nu også var godt brugt. For beløbet fik de bygget en bolig og Daniel fik igen job hos en anden ”vognmand” og kørte så taxi kørsel for ham.
Derfor søgte han igen i forbindelse med vores besøgsrejse om et nyt lån til en motorcykel. Det bevilgede vi ham, så nu er han igen selvstændig, og han har startet på at tilbagebetale lånet.
Det var, hvad der fandt vej til min beretning for 2021/22.
Resten af 2022
Udover beretningen for tiden der er gået vil jeg også lige benytte mig at lejligheden til at fortælle lidt om det arbejde vi i bestyrelsen har gang i eller har planlagt vi skal i gang med.
- Aktiv markedsføring af Bo’s foredrag: Den Hvide Maasai
- Opgradering af vores Hjemmeside til et nyt Tema af hensyn til sikkerheden
- Arbejde med præsentationsmateriale samt opsøgende salg af de nye Medlems/Sponsor Pakker.
- Planlægning af næste medlemsrejse
Nye Medlems/Sponsorpakker
Ved tegning af medlemskab Sponsormedlem Bronze er følgende sponsorpakke inkluderet:
- Deltagelse på Generalforsamling
- Modtagelse af nyheder via E-Mail samt ca. 10 nyhedsbreve årligt
- Mulighed for tegning af Skolesponsorat
- Mulighed for deltagelse på medlemsrejser til Tanzania.
- Sponsornavn og Logo p Lake Natron Maasai Supports hjemmeside samt i præsentationsmaterialet ved foredrag ”Den Hvide Maasai”
- Hvis ønskes mulighed for ”Annonce” i nyhedsbreve
- Sponsor Diplom til ophængning
- Gratis Maasai aften for min. 15 deltagere med foredraget ”Den Hvide Maasai”. Værdi ca. Kr. 2.000
Ved tegning af medlemskab Sponsormedlem Sølv er følgende sponsorpakke inkluderet:
- Sponsorpakke Bronze
- Et skolesponsorat af et barn fra Engaresero, Lake Natron, i Secondary School på en regeringsskole i Tanzania inkl. foto af jeres sponsor barn i T-Shirt med jeres Logo på. Værdi ca. Kr. 3.200
Ved tegning af medlemskab Sponsormedlem Guld er følgende sponsorpakke inkluderet:
- Sponsorpakke Sølv
- 10% rabat for to personer på medlemsrejse til Tanzania hvert tredje år. Værdi ca. Kr. 5.000
11. juni 2022
Poul Hasager
formand